Fire unge sigtes for omfattende angreb på Nem-Id

Angrebet blev sat ind i april i år, og det betød, at Nem-Id var nede i flere timer til gene for mange personer. Mændene forsøgte et lignende angreb på en anden offentlig myndigheds hjemmeside.

»De har bevidst overbelastet internetserverne ved at lave mange forespørgsler på én gang,« siger vicepolitiinspektør Claus Danø, der er leder af Østjyllands Politis efterforskningsafdeling for personfarlig- og IT-kriminalitet.

Han oplyser, at politiet kender den ene mand i forvejen, mens de tre øvrige ikke tidligere har været i politiets søgelys.

»Vores opfattelse er, at de er gået efter at lægge siden ned. Angrebet har ikke været rettet med henblik på at suge oplysninger,« siger Claus Danø og afviser, at sagen har noget med den omfattende hackersag, der blev offentliggjort torsdag.

Mændene er sigtet efter straffelovens paragraf 193 stk. 1, der blandt andet omhandler omfattende forstyrrelse af IT-driften. Strafferammen er op til seks års fængsel.

»Vi slår meget hårdt ned på den her type sager. Det er en alvorlig form for kriminalitet, der berører mange mennesker, og det afspejler sig jo også i strafferammen,« siger Claus Danø.

Det er Østjyllands Politi, som i samarbejde med Rigspolitiet Nationale IT-Efterforskningssektion (Nites), Midt- og Vestjyllands Politi og Københavns Politi har gennemført aktionen.

I forbindelse med anholdelserne er der foretaget to ransagninger i Randers samt ransagninger i Hørning, Silkeborg, Herning, Brande og København. Her er der blandt andet fundet 19 computere, der nu skal undersøges nærmere. Der venter politiet et større analysearbejde, og det forventes, at der kan rejses tiltale mod de fire mænd til efteråret.

Tre af de sigtede blev fremstillet i retten i Randers i onsdags, hvor de alle tilstod. Den fjerde mand blev anholdt torsdag, og han har delvist tilstået. Alle fire er blevet løsladt.

Dagens Gossip

Dagens TV