Fire unge tiltalt for at overfalde student

Fire drenge er tiltalt for det brutale overfald på en 18-årig nyudklækket student på Nørreport Station i København i maj, oplyser Københavns Politi.

Noget tyder dog på, at de fire drenge på 15, 16, 16 og 18 år har været på en decideret voldsturné, da anklager Søren Harbo forventer, at de fire bliver tiltalt for mere vold fra samme aften.

- Vi forventer, at der kommer flere voldsforhold fra samme aften til anklageskriftet, siger Søren Harbo til Ritzau.

Den unge student på 18 år blev ved overfaldet slået så hårdt i hovedet, at han efterfølgende måtte lægges i koma på Rigshospitalet. Han fik blandt andet konstateret blødninger i hovedet.

Studenten blev tilsyneladende helt umotiveret overfaldet og slået ned af de fire formodede gerningsmænd ved 22-tiden, da den 18-årige var på vej i byen for at fejre sin studentereksamen sammen med en gruppe venner.

Politiet har fundet et knojern hjemme hos en af de tiltalte, som, de mener, har været brugt under overfaldet.

Københavns Politi valgte i efterforskningen af overfaldet at frigive billeder fra videoovervågningen i metroen, der viser fire karseklippede drenge.

Siden meldte først en af drengene sig selv, mens en anden blev anholdt i hjemmet. Senere på aftenen dukkede også de sidste to mistænkte op hos politiet.

To af de tiltalte drenge mentalundersøges i øjeblikket, så anklagemyndigheden ved, om de kan kræve en normal straf. Det er fortsat uvist, om anklageren vil kræve en ungdomssanktion eller fængselsstraf.

Det kan også komme på tale, at anklageren vil kræve den yngste af de tiltalte udvist.

Sagen starter ved retten 14. oktober.

/ritzau/

 

Dagens Gossip