Firmaer dropper julegaver af hensyn til nydanskere

Hellere fjerne kulturkristne spor og juletraditioner end risikerer at støde medarbejdere med en anden religion eller kulturel baggrund.

Det lader til at være tanken hos nogle af landets største virksomheder, som derfor hverken har julegaver eller julefester for deres medarbejdere. Det skriver Kristeligt Dagblad.

For eksempel har møbelkoncernen Ikea flyttet julefesten til en årsfest i september, hvor medarbejdere får en årsgave frem for en julegave.

- Vi ville ikke lave noget, der skulle være afhængigt af religion. Det hænger sammen med virksomhedens mangfoldighedspolitik. Det er ikke, fordi der var en særlig efterspørgsel fra medarbejderne. Men vi har været en af frontløberne på det område, at der skal være plads til os alle sammen både i forhold til religion og alt muligt andet, siger kommunikationsansvarlig Tina Lindharth.

Hun tilføjer, at man ikke har fjernet spiritussen af hensyn til for eksempel muslimske medarbejdere:

- Men man kan selvfølgelig være med, selvom man ikke drikker.

Tøjgiganten Bestseller holder ligeledes vinterfest frem for julefest, og medarbejdernes julegave kaldes for nytårsgave, fortæller kommunikationsansvarlig Jesper Stubkier.

- Vi har en lang række udenlandske medarbejdere ansat både i Danmark og rundt omkring i verden, som vi selvfølgelig tager hensyn til, siger han, og tilføjer:

Medarbejderne markerer ferien med en juleafslutning, og der står glædelig jul i virksomhedens nytårskort.

Men det er misforstået at ville fjerne julefest og andre kulturkristne markører for at rumme alle medarbejdere, mener Thomas Hoffmann, ph.d. og lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet med speciale i islam.

- Langt de fleste muslimer vil ikke have det store problem med julefest eller julegave. Jeg tror egentlig snarere, problemet er alkohol og druk til den slags fester. Så det er en lidt misforstået mangfoldighedstanke at lyse det religiøse og det kulturreligiøse i band," siger han.

Samme undren kommer fra en af landets største muslimske bevægelser, Islamisk Trossamfund.

- Det kan godt virke som misforstået tolerance, hvis man forsøger at fjerne noget for at respektere muslimer uden at spørge dem. Der er højst sandsynligt medarbejdere, der synes, det er mest rigtigt at fejre jul. Hvorfor skal det så afskaffes, hvis muslimer ikke har ytret noget ønske om det?, siger talsmand Imran Shah til Kristeligt Dagblad.

 

Dagens Gossip

Dagens TV