Firmaer i Kina skal fra 2017 handle med CO2-kvoter

Skrevet af admin

25/09/2015

Dagens topnyheder

Kina, verdens største udleder af drivhusgasser, der påvirker klimaet, vil om få år iværksætte et program, som skal begrænse udledningen af CO2.

Det fortæller amerikanske embedsfolk til aviserne The New York Times og The Guardian i forbindelse med, at Kinas præsident, Xi Jinping, er i USA, hvor han mødes med Barack Obama.

I 2017 begynder det nationale kinesiske CO2-kvoteprogram. Det skal ifølge aviserne give virksomheder et loft over, hvor meget CO2 de må udlede årligt. Selskaberne kan så købe og sælge kvoterne.

Sagt med andre ord kan en virksomhed, der forurener mindre end det tilladte, sælge sine resterende kvoter til et firma, der ønsker at kunne udlede mere CO2, end det må ifølge loftet, som myndighederne har fastsat.

Ifølge The Guardian vil Xi Jinping officielt annoncere planerne fredag. Samtidig ventes han at komme med "et meget betydeligt finansielt løfte" fra Kina til fattige lande i kampen mod klimaforandringer.

Der findes allerede regionale CO2-kvotemarkeder i Kina, men der er stor forskel i priserne i de forskellige områder. Et nationalt kvoteprogram menes at kunne skabe mere homogene priser.

Siden Obamas besøg i Beijing i november er USA og Kina for alvor gået sammen om at få klimaforandringer på dagsordenen.

Ved mødet i november kom kineserne med et historisk løfte om, at deres udledning af CO2 senest skal toppe i 2030.

Kvoteprogrammet er ifølge The New York Times det første konkrete initiativ, der siden er blevet annonceret for at få vendt udledningskurven.

De amerikanske og kinesiske klimaambitioner kommer forud for FN's klimatopmøde i Paris i december, hvor det er håbet, at en international aftale kan forhandles på plads.

/ritzau/