Firmaer lægger programmering ud i byen

Flere og flere virksomheder lægger nu computerprogrammering ud i byen i stedet for at ansætte egne folk til jobbet.

Computerprogrammering er det, der skaber den største omsætning inden for danske IT-servicevirksomheder. 30 procent af den samlede omsætning i Danmark er nu computerprogrammering, hvor det for et år siden blot var 24 procent, fremgår det af de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Og det er samtidig den største stigning, der er sket på IT-serviceområdet på et år.

På andenpladsen kommer IT-konsulentbistand, som dog er gået tilbage fra 24 til 23 procent, mens tredjestørste serviceydelse var administration og drift af computersystemer (såkaldt »computer facility management«), som også er gået tilbage fra 15 procent i 2011 til nu 14 procent.

Computerprogrammering er ikke alene størst herhjemme. Det er også den største eksportvare for dansk IT-service. 30 procent af den samlede eksport udgør det, mens IT-konsulentbistand udgør 25 procent.

Det er virksomhederne, som er den største kundegruppe for IT-serviceerhvervet. 73 procent af omsætningen kommer fra ordrer fra virksomhederne, mens 22 procent stammer fra den offentlige sektor og kun fem procent fra organisationer og privatpersoner.

Dagens Gossip