Firmaer slæbes i retten for abonnementsfælder på nettet

Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger, at han tager sagerne meget alvorligt, da der ikke går en dag, uden at han får henvendelser om problematikken.

»Hvad visse virksomheder gør er vildledning, og nogle af sagerne er så grove, at de nærmer sig bedrageri. Og desværre er det ganske mange firmaer, der er tale om,« siger Henrik Øe til DR Nyheder og tilføjer, at han forventer, at de politianmeldte sager kommer for retten senere i år.

Ifølge Henrik Øe har forbrugerne loven på deres side, da det ikke er deres ansvar at være opmærksom på det, der står med bittesmå bogstaver nederst på siden.

»Man er sådan set ikke forpligtet til at læse det med småt. Det er virksomhedernes ansvar at markedsføre det her på lovlig vis, og det er ikke lovligt at gemme det essentielle væk, nemlig at man indgår en abonnementsaftale,« siger forbrugerombudsmanden.

»Den del må ikke gemmes væk på nogen måde. Det skal fremgå helt tydeligt af markedsføringen, at man nu er i gang med at indgå en abonnementsaftale,« understreger han.

DRs forbrugerprogram »Kontant« kunne i maj afsløre en virksomhedsejer ved navn Thomas Fulu Cheng, hvis falske markedsføring af slankemidler medførte en bøde på 26 millioner kroner. En forretning han ifølge Los Angeles Times tjente flere hundrede millioner kroner på.

Forbrugerombudsmanden har ifølge dr.dk gjort prøvepakke-problemet til et af sine vigtigste indsatsområder i 2013.

Dagens Gossip