Firmaer tilbyder overvågning af børn

Skrevet af admin

06/01/2015

Mest læste i dag

Hvis man er barn eller kæledyr, må man indstille sig på at være overvåget.

I hvert fald står producenter af overvågningsudstyr, der retter sig mod netop de to grupper, i kø på verdens største elektronikmesse, CES, der afholdes i Las Vegas i denne uge.

Blandt de mange firmaer, der tilbyder overvågning af børn er svenske Trax, der har fremstillet en lille og let gps-enhed, som barnet kan have i lommen eller i skoletasken. Via en app kan forældrene så hele tiden følge med i, hvor barnet er.

- Mange forældre vil gerne have den tryghed, der ligger i, at man kan se, at ens barn er kommet sikkert i skole eller er hjemme til den forventede tid, siger Mikael Karlsson, der er en af de to grundlæggere af Trax.

Ud over at se hvor børnene er, kan man også på den medfølgende software lave elektroniske hegn, altså definere et geografisk område, som udløser en alarm til forældrene, hvis det overskrides.

Teknologien er som sådan ikke ny. Og man kan et stykke af vejen gøre det samme med for eksempel en smartphone.

Hos Trax og franske Weenect, hvis produkter kan stort set det samme, mener man dog, at de små gps-enheder, der er mindre end en æske tændstikker og kun vejer 25 gram, er en bedre løsning.

- Det betyder, at man for eksempel let kan have den i lommen uden at den irriterer, siger Mikael Karlsson, der ikke ser etiske problemer i overvågningen.

- Det er vigtigt, at man forklarer børnene, hvorfor man bruger gps-trackeren. Målgruppen er tre til otte år og i den alder har man i forvejen ikke et stort privatliv, siger Mikael Karlsson.

Han peger samtidigt på, at overvågningen ikke kun er tiltænkt børn, men også kan bruges i forhold til for eksempel lidt for frihedselskende hunde, der stikker af hjemmefra. Med en gps-enhed i halsbåndet, vil det være ret let at finde hunden igen.

/ritzau/