Fischer efter sejr i Japan: Lidt held og tur i den

Skrevet af admin

13/09/2015

Dagens topnyheder

Joachim Fischer havde ikke set en sejr over verdensmestrene i mixeddouble ved Japan Open komme, men da det søndag morgen var en realitet, var han glad og stolt.

- Vi spillede mod verdens bedste par og havde i store dele af kampen styr på tingene.

- Vi kom også i den situation, at vi førte 19-14 i tredje sæt og tænkte, nu er sejren ved at være hjemme. Så fik vi smidt tingene væk og lige pludselig tre minutter efter, så var det os, der var nede med en matchbold, siger Joachim Fischer, der udgør den mandlige del af det danske mixeddoublepar, til dr.dk.

Sammen med Christinna Pedersen besejrede Joachim Fischer på imponerende vis verdensmestrene Zhao Yunlei og Zhang Nan fra Kina i Super Series-turneringen i Japan.

Danskerne tabte første sæt 17-21 og kom tilbage og vandt andet sæt 21-18. I det tredje og afgørende sæt var der kamp til stregen ved stillingen 21-21, men danskerne endte med at vinde.

- Derfra var det tilfældigheder, lidt held og tur i den, der gjorde, at vi heldigvis vandt. Selvfølgelig er det rart. De har vundet OL sidste gang og vundet VM de seneste tre gange, senest for en måned siden, så det er klart mere, end hvad vi havde turdet håbe på, siger Joachim Fischer.

Det danske spar splitter op i næste uge, hvor Christinna Pedersen rejser til Korea Open, mens Fischer tager hjem til familien. Derefter begynder forberedelserne til Denmark Open, som spilles fra den 13. til den 18. oktober i Odense.

/ritzau/