Fischer med blandede følelser omkring Eriksens skifte

Viktor Fischer har måttet sige farvel til sin holdkammerat Christian Eriksen i Ajax. Men en dag tager han sin bil og kører til London for at besøge sin gode ven

21-årige Christian Eriksen sikrede sig et drømmeskifte til Tottenham i den engelske Premier League og forlader Ajax med tre mesterskaber i kufferten.

Viktor Fischer har i mellemtiden fået en vigtig rolle hos Ajax, hvor landsholdstrioen med Fischer, Eriksen og Nicolai Boilesen har brilleret i fine dansker-kombinationer på venstrekanten i Amsterdam-klubben. Men også af personlige grunde er Fischer vemodig over at se Eriksen flytte til England.

- Jeg har blandede følelser omkring det. Jeg har mistet en rigtig kær ven i hverdagen, en god ven. Vi har brugt rigtigt meget tid sammen, hvad end det var hjemme foran TV'et, i biffen eller ude at spise. Det er selvfølgelig enormt ærgerligt, men for Christian var det det rigtige, og jeg kan mærke på ham, at han er enormt glad for den beslutning, han har taget, siger Viktor Fischer, som på det sportslige plan derfor er lykkelig for sin kammerats klubskifte.

- Som ven kan jeg ikke være mere glad på hans vegne. Det bliver spændende at følge ham, og så mødes vi jo her med landsholdet. Og måske mødes vi jo i den store verden på et tidspunkt. Ellers er der heldigvis ikke længere til London, end at jeg kan tage bilen og køre derover, siger Viktor Fischer.

Dagens Gossip

Dagens TV