Fischer og Pedersen taber gruppefinale trods god start

Den danske mixeddouble med Joachim Fischer og Christinna Pedersen kom ned på jorden efter to indledende sejre ved sæsonfinalen i badminton, World Superseries Finals.

Konstellationen tabte den direkte gruppefinale til kineserne Liu Cheng og Bao Yixin i tre sæt; 21-14, 16-21, 16-21.

Danskerne, der er forsvarende mestre, går alligevel videre til semifinalerne, hvor de risikerer at skulle møde to endnu sværere kinesere, Zhang Nan og Zhao Yunlei, der topper verdensranglisten.

Taberne kom ellers fremragende fra start. Efter 0-2 tog parret fem på stribe og mistede aldrig kontrollen på første sæt, som blev vundet 21-14.

Fischer og Pedersen fortsatte dominansen fra starten af andet sæt og kom hurtigt på 6-3, men så mistede de grebet.

Kineserne kom ovenpå ved at vinde fem point i streg, og danskeren formåede ikke at komme tilbage i sættet, som kineserne sikrede sig på deres første sætbold.

Danskerne havde store problemer med at vinde point i egen serv, og derfor kom de også bagud fra starten af det afgørende sæt.

Modstanderne kunne gå til sidebytte med en komfortabel føring på 11-6, som blev udbygget til 15-6.

Fischer og Pedersen reducerede til 14-16, men nærmere kom de ikke comebacket. Kineserne vandt 21-16 på første matchbold efter 66 minutter på banen.

Semifinalerne spilles lørdag.

/ritzau/

Dagens Gossip