Fiskere vinder politisk sejr i blokade af krydstogtskib

Skrevet af admin

06/01/2015

Dagens topnyheder

Brasilianske fiskere har med en blokade af et krydstogtskib tirsdag i havnebyen Itajai fremtvunget et løfte fra regeringen om genforhandling af fangstbegrænsninger.

Fiskerne har dermed tilsyneladende vundet en lille politisk sejr ved overhovedet at få politikerne til at genoverveje et forbud mod at fiske nogle beskyttede arter.

Krydstogtskibet Empress, som ejes af selskabet Pullmantur var på vej mod Montevideo, da fiskerne blokerede havneindløbet, så det store skib med 1800 passagerer i første omgang måtte opgive at sejle ud.

Blokaden begyndte mandag og varede 30 timer.

- Omkring 200 fiskere sejlede deres både ud i havnen for at forhindre indsejling og udsejling, indtil regeringen ville genoverveje det vedtagne forbud mod at lande nogle arter, siger en talsmand for fiskernes fagforbund.

- Alle ser ud til at bevare roen, og de har gang i forskellige aktiviteter alle steder, siger en 28-årig passager Marcelo Arashiro til nyhedsmediet G1, mens hans venter på, at blokaden skal ophøre.

Tirsdag rapporterede havnemyndighederne, at fiskerne havde modtaget et skriftligt løfte fra regeringen om en genforhandling torsdag af, hvilke arter der må landes.

Det nuværende forbud omfatter 90 truede arter.

/ritzau/AFP