Fiskeriforening: Kattegat-fredning kan laves bedre

Skrevet af admin

19/01/2015

Mest læste i dag

Regeringens forslag til nye fredningsområder for bunddyr i Kattegat falder ikke umiddelbart i god jord hos Danmarks Fiskeriforening.

Formand Svend-Erik Andersen mener, at de foreslåede områder vil ramme fiskeriet unødvendigt hårdt.

- Specielt ved Læsø vil det give problemer. Det vil genere kystfiskeriet unødvendigt meget, siger han.

De nye fredningsområder er et resultat af et EU-direktiv, der skal sikre god tilstand i alle EU's havområder i 2020.

Danmark har allerede tidligere udpeget såkaldte Natura 2000-områder, men nu har miljøministeren altså sat yderligere begrænsninger på bundtrawl, som helt bliver forbudt i de nye områder.

Forslaget er sendt i høring, og her har fiskeribranchen tænkt sig at gøre sit til at få ændret på de streger, der allerede er sat.

- Først og fremmest skal vi jo have fundet ud af, om der er tale om en overimplementering af EU's regler.

- De nye områder udgør godt nok kun fire procent af Kattegat, men vi fisker maksimalt i 30-40 procent. Resten er allerede fredet for trawlfiskeri, siger Svend-Erik Andersen.

- Og så vil vi arbejde med at designe områderne, så de generer fiskeriet mindst muligt, men samtidig beskytter det, der skal beskyttes i henhold til havstrategidirektivet.

- Det er væsentligt, at man tager hensyn til, at fiskeriet ikke bliver forhindret unødigt i at være effektivt og økonomisk bæredygtigt, siger han.

De udpegede områder vil gå ud over jomfruhummerfiskeriet, som er en stor indtægtskilde og drivende kraft for havneaktiviteten på Læsø.

Læsøs borgmester, Tobias B. Johansen (V), frygter derfor for konsekvenserne, hvis forslaget går uændret igennem høringsprocessen.

- Fiskeriet på Læsø vil stoppe, fiskeflåden vil automatisk forsvinde, vi vil gå glip af havnepenge og arbejdspladser tilknyttet erhvervet. Det vil vi ikke kunne magte, sagde borgmesteren søndag.

/ritzau/