Fitness DK kritiseret for reklame-ups: "Nå dit mål: 30 kilo"

Skrevet af Lotte Sørensen

13/01/2014

Dagens topnyheder

Der er nok mange af os, der i januar måned kunne trænge til at smide et kilo eller to - men helt ned på 30 kilo bør ingen voksne mennesker ende. Det er ikke desto mindre det, som vægten tilsyneladende siger på en reklamekampagne fra Fitness DK, der hænger i mange busstoppesteder landet over. Og det har blandt andre Arendse Skovmøller bidt mærke i.

Er et af de mål, I opfordrer voksne mennesker at nå, en kropsvægt på lige lidt over 30 kg, som billedet illustrerer? Personligt undergår jeg selv et længere behandlingsforløb for anoreksi, men selv i min sygeste periode har jeg med mine 1,72 m ikke nået længere ned end 44 kg - og der var det svært nok overhovedet at holde sig oprejst, skriver hun blandt andet på Fitness.dks Facebook-væg, hvor hun også har lagt et billede af plakaten på.

Billedet har i skrivende stund fået 110 likes og affødt flere kommentarer.

Læs også: Unge træner deres kroppe skæve i fitnesscentre

Hos Fitness DK har man fået flere henvendelser fra folk, der undrer sig over denne urealistiske og usunde idealvægt. Her beklager man fejlen, der skyldes lysets refleksion på badevægten. 

- Plakaten er et stillbillede fra en reklamefilm, der snart kommer ud. I filmen kan man se, at der står 80 kilo på vægten. Vi bruger kun helt normale modeller, og pigen her vejer rent faktisk 80 kilo, forklarer kommunikationsmedarbejder ved Fitness DK, Sofie Thrane-Nielsen, til Dagens.dk.

Hun er meget ked af, at det ligner, at der står 30 kilo.

- Det er rigtig, rigtig øv. Det er jo fuldstændig misvisende, at en voksen kvinde skulle veje 30 kilo, siger hun.

Læs også: Personlig træner Kasper Valsted Christensens Tips og trix

Mens kampagnen blev lavet, havde ingen lagt mærke til det. Det er ifølge Sofie Thrane-Nielsen først blevet tydeligt, da billedet er blevet blæst op i plakatstørrelse.

- Vi er rigtig kede af det. Det der med slank og vægt er kun lille del af det, vi laver. Men lige her i januar måned har de fleste medlemmer fokus på slank, derfor lavede vi kampagnen. Det er ærgerligt, at den bliver mistolket, men jeg kan sagtens se det. Jeg skulle også selv lige kigge efter. Det er super beklageligt, siger hun.

Så vi skal ikke tolke det som om, at I mener at 30 kilo er idealvægten?

- Slet, slet ikke. Det er ikke vægt, det handler om, det er sundhed, siger Sofie Thrane-Nielsen.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Se stort billede af plakaten og læs hele Arendse Skovmøllers kommentar til Fitness DK herunder: