Fixerum redder over 100 liv på et år

Misbrugere kan indtage stoffer i landets i alt tre fixerum under opsyn af fagpersonale, der står klar til at træde til. Rummene drives af Kirkens Korshær og Missionen Blandt Hjemløse, som på sigt håber at kunne hjælpe misbrugere ud af deres misbrug.

»Der har været rigtig mange alvorlige situationer, hvor det nemt kunne have været endt fatalt, hvis ikke vi havde været der,« siger Rasmus Koberg Christiansen, leder af de to fixerum Skyen og Halmtorvet 9D i København, til Kristeligt dagblad.

I København alene har der været rapporteret 93 overdoser, siden fixerummene slog dørene op 2. oktober 2012, mens der i Odense har været 11 overdoser. Endnu et fixerum er på vej i Aarhus.

Op til sidste års åbninger havde debatten om fixerummene raset i flere år blandt landets politikere. Flere er stadig uenige i beslutningen om at åbne rummene.

»Misbrugerne bliver ikke stoffri. De fortsætter deres liv med misbrug og forskellige former for kriminalitet. Vi må aldrig slippe målet om, at de skal hjælpes ud af deres misbrug og ikke blot parkeres passivt bag en lukket dør,« siger forebyggelsesordfører Jane Heitmann (V) til Kristeligt Dagblad.

Hun mener i stedet, at man bør udvide ordningen med lægeordineret heroin.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen døde 218 stofmisbrugere af forgiftninger i 2011, hvilket var det højeste antal i 23 år, og det placerer Danmark i toppen i forhold til de lande, vi sammenligner os med, fastslår misbrugsekspert og psykiater, Henrik Rindom.

Dagens Gossip

Dagens TV