Fjender forsøger at forlænge våbenhvile i Gaza

Skrevet af admin

07/08/2014

Mest læste i dag

Våbenhvilen mellem Israel og Hamas udløber fredag morgen, og derfor arbejder parterne torsdag på højtryk for at se, om aftalen kan forlænges yderligere.

Forhandlingerne om en mere varig fredsaftale finder sted i Egyptens hovedstad, Kairo, hvor mæglerne skal forsøge at finde frem til et kompromis mellem de krav, som parterne har.

- Der finder indirekte samtaler sted, og vi har stadig fredag til at finde en løsning, siger en egyptisk kilde med kendskab til forhandlingerne, til Reuters.

- Egyptens mål er at stabilisere og forlænge våbenhvilen med accept fra begge parter og at begynde forhandlinger om en permanent aftale om en våbenhvile og løsne restriktionerne ved grænserne, siger kilden.

Efter den seneste måneds kampe taler repræsentanterne fra Israel og Hamas ikke sammen ansigt til ansigt i Kairo.

Ifølge de palæstinensiske myndigheder mistede 1874 palæstinensere livet i krigen, mens Israel siger, at 64 af landets soldater samt tre civile blev dræbt i konflikten, der begyndte 8. juli.

En israelsk embedsmand sagde onsdag aften, at Israel er klar til at forlænge våbenhvilen på de nuværende vilkår, så våbenhvilen efter fredag morgen klokken syv fortsætter uændret.

Ifølge en Hamas-repræsentant er bevægelsens militante gren klar til at genoptage kampene, hvis ikke Hamas' krav bliver opfyldt.

Hamas kræver blandt andet, at Israels otte år lange blokade af Gazastriben ophører. Derudover skal grænseovergangen til Egypten ved Rafah genåbnes, lyder det.

På den anden side kræver Israel, at Hamas og andre militante grupper bliver afvæbnet.

I modsætning til de tidligere våbenhviler mellem Israel og Hamas har Israel nu trukket alle sine landstyrker ud af Gaza. Våbenhvilen er blevet overholdt af begge parter indtil videre.

/ritzau/Reuters