Fjerduo sikrer tredje danske guldmedalje i Baku

Skrevet af admin

28/06/2015

Mest læste i dag

Det blev søndag til endnu en dansk guldmedalje ved European Games i Baku, da den danske mixeddouble Sara Thygesen og Niclas Nøhr nåede helt til tops.

Dermed er Danmark oppe på 11 medaljer i alt og heraf er tre af dem guldmedaljer. Alle tre hentet af danske badmintonspillere.

Sara Thygesen og Niclas Nøhr besejrede i finalen den fjerdeseedede franske duo Audrey Fontaine og Gaetan Mittelheisser i to sæt - med cifrene 21-16, 21-16.

Danskerne, som vandt Irish Open sidste år, var generelt en klasse bedre i hele kampen, som varede 36 minutter.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det er en fed følelse at vinde så stor en turnering.

- Jeg havde egentlig forventet en tættere kamp måske i tre sæt, men det er vores fortjeneste, at der aldrig rigtig kom spænding om resultatet, siger Sara Thygesen.

I første sæt fulgte den franske duo nogenlunde med, men danskerne virkede til at have kontrol over begivenhederne.

Klasseforskellen blev endnu større i andet sæt, hvor Audrey Fontaine og Gaetan Mittelheisser havde svært ved at følge med.

Der var tilmed plads til, at Niclas Nøhr midt i en duel skiftede ketsjer, uden at det gav bagslag, da det endte med dansk point efter en fransk fejl.

Tredjeseedede Sara Thygesen og Niclas Nøhr bragte sig foran 17-11, og selv om den franske duo reducerede til 13-17 og lidt senere 16-19.

Men danskerne holdt hovederne kolde og strammede grebet om kampen, da det hele skulle afgøres.

En fransk smash i nettet gav fire danske matchbolde, og den første blev udnyttet til endnu en stor triumf ved European Games.

- Jeg har det så fantastisk. Det er en helt ubeskrivelig følelse efter at have vundet den største sejr i vores karriere.

- I finalen fuldendte vi en god turnering fra vores side, og da jeg hang i luften på det sidste smash, tænkte jeg, at nu skal den bare ned. Og det kom den, siger Niclas Nøhr.

Det endte med guld til Danmark i tre ud af fire badmintonfinaler ved European Games.

/ritzau/