Flæskesteg og julemedister slår alle rekorder

Skrevet af admin

20/12/2013

Mest læste i dag

Julegrisene bliver slagtet i et uhørt tempo.

Og når medisterafdelingen hos Danish Crown i Herning slukker for maskinen 23. december, regner man med, at afdelingen har lavet 1000 kilometer medister og slået den tidligere rekord på 900 kilometer.

- Det svarer altså til godt 15 centimeter medister til hver eneste dansker, så der er ikke noget at sige til, at vi har travlt, siger Allan Ernstrøm, der er produktions- og terminalchef på slagteriet i Herning.

Men det er ikke kun medister, der hører sig til på julebordet.

- Når vi ser på vores salgstal, så er der ikke mange danskere, der holder juleaften uden enten ribbenssteg eller kamsteg på bordet, siger Uffe Frovst, direktør for DC Pork Danmark.

- De seneste to uger har vi solgt 25 procent flere ribbensstege end sidste år, og salget af kamsteg er oppe med 10 procent i forhold til 2012, siger han om salget.

Langt størstedelen af de mange varer til de danske købmænd og supermarkeder bliver produceret på Danish Crowns slagteri i Herning.

Her har julefreden ikke sænket sig, da travlheden har betydet arbejde til 10 ekstra medarbejdere i hele december. Samtidig har der ikke været holdt ferie overhovedet.

- I sidste uge sendte vi 65 ton svinekød mere ud af porten end i vores hidtil bedste uge, som var op til jul i 2010. Og 65 ton svarer til 130.000 pakker med 500 gram i hver, siger Allan Ernstrøm.

Alene torsdag i sidste uge sendte slagteriet 731 paller af sted fra Herning. Det svarer til 25 lastbiltræk.

/ritzau/