Fleggaard offentliggør historisk godt regnskab

Der er glæde hos Fleggaard koncernen. Et netop offentliggjort regnskab viser en stigning i omsætningen på knap 7 procent og en forbedring af bundlinjen med hele 21 procent.

- Vi er meget stolte over resultatet. Så kort betegner koncerndirektør Jens Klavsen regnskabet for 2012/13, som netop er blevet offentliggjort.

Nettoomsætningen steg med 311 millioner kroner, og rundede 5,4 milliarder kroner. Samtidig steg årets resultat før skat med hele 54 millioner kroner fra 273,4 i 2011/12 til 329,5 millioner kroner i 2012/13.

Også medarbejderstaben voksede med knap 70 fuldtidsansatte. Det glæder koncerndirektør Jens Klavsen.

- Sidste år vurderede vi, at det blev meget svært at toppe regnskabet for 2011/12. Ikke desto mindre kan vi nu fremlægge et regnskab, der når nye højder. Det er vi selvfølgelig ovenud tilfredse med, siger Jens Klavsen.

Endnu engang er resultatet opnået over en bred kam. Hele syv af koncernens i alt 11 virksomheder satte indtjeningsrekord i 2012/13, og de resterende fire fastholdt et tilfredsstillende niveau i forhold til året før.

Koncernens grossistvirksomheder vinder frem

- Bag rekordregnskabet ligger en stabil og tilfredsstillende udvikling i vores grænsebutikker, men det er i høj grad vores grossistvirksomheder, der har haft et bemærkelsesværdigt godt år. Det skyldes ikke mindst, at vi i årets løb købte grossistvirksomheden Calgros, og dermed styrkede denne del af koncernens aktiviteter væsentligt, fortæller Jens Klavsen og fortsætter:

- Calgros sælger food-produkter til detailhandlen i primært det nordtyske område. Med købet af Calgros har vi dermed udvidet vores eksisterende grossistaktiviteter indenfor non-food-området til også at omfatte food-segmentet. Vi har store ambitioner med Calgros, og satser bl.a. på indenfor en årrække at blive leverandør til en række helt nye internationale kundesegmenter indenfor Travel Retail-branchen.

Det er stadig grænsehandel, der udgør den største del af Fleggaard Koncernens omsætning, men grossistaktiviteterne fylder efterhånden mere og mere i bøgerne hos den sønderjyske virksomhed, der har samlet sine 11 forskellige virksomheder under tre strategiske kerneområder detailhandel, grossisthandel og leasing samt en række øvrige aktiviteter indenfor hotel- og restaurationsbranchen samt corporate healthcare.

Fremtiden ser også spændende ud

For Fleggaard Koncernen startede det nye regnskabsår 1. oktober 2013, og er dermed allerede godt i gang.

- Vi er kommet godt fra start i det nye år og har positive forventninger til året. Selvom det kan være svært at leve op til resultaterne for 2012/13, har vi bestemt ambitioner herom. Jeg er derfor sikker på, at også 2013/14 bliver et spændende regnskabsår for Fleggaard Koncernen, slutter Jens Klavsen.

Dagens Gossip