Fleksibilitet i børnepasningen

Læserbrev af Tanya Buchreitz Jensen, medlem af børneudvalget (V), Æblehaven 54, 6000 Kolding.

I Venstre har vi været og er fortsat meget optaget af, hvordan vi bedst muligt imødekommer forældrenes ønsker om tilbud, der matcher behovene for at få børnene passet.

Igennem de seneste år er der sket en tydelig udvikling på arbejdsmarkedet, der gør at fleksibilitet efterspørges; ikke kun af børnefamilierne, men også af erhvervslivet.

I Kolding har vi haft en enkelt institution med aftenåbent for vuggestuepladser, og her vil samme tilbud nu også kunne tilgodese institutionens børnehavebørn. Samtidig forsøger vi i børneudvalget også med længere åbent i en institution i hver af centerbyerne Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld. Efterspørgslen til de fire institutioner vil vi løbende følge, så udbud og efterspørgsel kan tilpasses hinanden.

Derudover er jeg som medlem af børneudvalget også meget tilfreds med, at vi har fået lukkeugerne i sommerferien ophævet.

Det betyder naturligvis ikke at børnene ikke skal have sommerferie med forældrene, men at der er større fleksibilitet for den enkelte familie, når ferieplanerne skal gå op.

Disse tiltag er en god begyndelse for at få større fleksibilitet i børnepasningen, til glæde for kommunens borgere og virksomheder.

Dagens Gossip