Flemming Østergaard forstår ikke nyt erstatningskrav

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Det kommer bag på Parken Sport & Entertainments tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard, at shippingfirmaet Clipper Group nu kræver 83 millioner kroner i erstatning.

Østergaard vendte tirsdag hjem fra USA til nyheden om, at Clipper Group i forlængelse af sagen om kursmanipulation med Parken-aktien mener at have handlet aktier på et forkert grundlag.

Flemming Østergaard og den tidligere Parken-direktør Jørgen Glistrup blev i sagen idømt henholdsvis fire og seks måneders fængsel for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder.

I en pressemeddelelse lader erhvervsmanden imidlertid forstå, at det efter hans mening ikke berettiger Clipper Group til en erstatning.

- Der er adskillige ting, der undrer over det pågældende krav, ikke mindst, at Københavns Byret jo netop har frikendt mig og de øvrige anklagede for netop de punkter, som Clippers advokat henviser til, skriver Flemming Østergaard.

Han henviser formentlig til, at han og Glistrup var anklaget for flere tilfælde af kursmanipulation, men kun blev dømt for at have medvirket til ulovlig kurspåvirkning i perioden fra 13. august til 24. oktober 2008.

Derimod blev de frikendt for at have foretaget sig noget ulovligt i perioden fra 12. november 2007 til 1. august 2008.

Det var i sidstnævnte periode, at Clipper Group købte Parken-aktier, nemlig i januar 2008 og maj 2008.

Flemming Østergaard skriver i pressemeddelelsen, at han ikke har yderligere kommentarer i sagen, men henviser i stedet til sin advokat, Sysette Vinding Kruse.

Clipper Group har både stilet erstatningskravet til Parken Sport & Entertainment og til selskabets daværende ledelse.

Parken skriver i en fondsbørsmeddelelse, at man har tænkt sig at sende erstatningskravet videre til Østergaard og Glistrup, hvis retten finder selskabet skyldig.

/ritzau/