Flensburg-danskere må slide sig til pligtsejr

Skrevet af admin

23/12/2015

Dagens topnyheder

Det lignede på forhånd en overkommelig juleafslutning for de seks danskere i håndboldklubben Flensburg-Handewitt, som stod over for Gummerbach i Bundesligaen i sidste runde inden jul.

Men en svingende indsats betød, at det blev en tæt kamp, hvor danskerklubben måtte slide hårdt for at hente sejren på 28-25.

Med sejren haler Flensburg ind på topholdet, Rhein-Neckar Löwen, som tidligere på aftenen blev flået midt over af THW Kiel, der sejrede med 11 mål.

Der er nu kun tre point op til førstepladsen for Flensburg, der ligger nummer tre lige efter Kiel på andenpladsen.

Flensburg havde et lille overtag i det meste af første halvleg mod Gummerbach, men de nordtyske favoritter havde svært ved for alvor at få spillet til at flyde.

Anders Eggert var som altid sikkerheden selv på straffekast, og især Thomas Mogensen bød fint ind fra bagkæden.

I målet fik Kevin Møller også masser af spilletid uden for alvor at brænde igennem, og ved pausen var forskellen kun på to mål - 13-11 til hjemmeholdet.

Efter pausen var det stadig et Flensburg-hold ude at trit, og efter omkring ti minutter fik Gummersbach kontakt på måltavlen og gik sågar i front.

Takket være et par vigtige scoringer af Thomas Mogensen fik Flensburg tippet vægtskålen en smule igen, og med ti minutter tilbage af kampen var danskerklubben foran med 22-21.

Kampen var på vippen, da et par udvisninger med kort mellemrum til Gummerbach gav Flensburg ideelle muligheder for at lukke kampen.

Det ødelagde et par dumme fejl dog, og det forblev et tæt opgør indtil de sidste minutter, hvor det lykkedes Flensburg via scoringer fra Eggert og Mogensen at snuppe en sejr på tre mål.

/ritzau/