Flensburg taber CL-topkamp trods 20 danskermål

Skrevet af admin

27/02/2016

Mest læste i dag

Den store danskerkoloni i den tyske håndboldklub Flensburg-Handewitt får svært ved at slutte øverst i Champions Leagues gruppe A.

Lørdag tabte holdet på hjemmebane topkampen til ungarske Veszprem med 28-29. Det var på trods af, at de danske spillere stod for hele 20 Flensburg-mål.

Særligt veloplagt var Rasmus Lauge. Playmakeren skuffede markant ved EM i Polen, men på klubplan fungerer han anderledes godt. Han blev kampens topscorer med otte mål.

Både Thomas Mogensen og Lasse Svan blev noteret for fem scoringer, mens Anders Eggert stod for de to sidste danske scoringer.

Det tyske hold var i front 12-10 ved pausen, men udeholdet fra Ungarn sluttede bedst af og vandt efter en dramatisk slutfase og har nu 21 point på andenpladsen inden sidste spillerunde. Flensburg har 20 på tredjepladsen.

Paris Saint-Germain med Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard topper gruppen med 22 point efter lørdagens udesejr på 27-22 over polske Wisla Plock.

Mikkel Hansen scorede undervejs fem gange.

Pariserne ligger dermed til at tage førstepladsen, der giver adgang direkte til kvartfinalerne. PSG tager i sidste spillerunde imod netop Flensburg-Handewitt. Det sker 6. marts.

/ritzau/