Flensburg vinder tysk danskerduel i Champions League

Danskerklubben Flensburg-Handewitt holder snor i rivalerne HSV Hamburg i Champions League, efter at Flensburg på hjemmebane vandt 27-24 torsdag aften.

Det krævede dog et comeback i anden halvleg, hvor hjemmeholdet langt om længe vågnede op efter en sløj og uinspireret indledning mod et reservespækket HSV.

Hamburgerne førte med to mål ved pausen, og det skulle Flensburg-Handewitt faktisk være mest tilfreds med.

Spillet flød slet ikke, og holdet skulle kæmpe hårdt for at score på den danske landsholdsreserve Marcus Cleverly.

I den anden ende fik landsmanden Søren Rasmussen ikke fat i meget før pausen, men rollerne var byttet om i anden halvleg og særligt det sidste kvarter, hvor Rasmussen for alvor fik fat, og hvor Flensburg vendte kampen.

Mens stregspilleren Henrik Toft leverede en fin første halvleg for Hamburg, spillede Flensburgs Anders Eggert sig i fokus efter pausen og endte som kampens topscorer med ni træffere i grænsebyens Campus-Halle.

Hamburgs Hans Lindberg blev næstbedste danske målskytte med fire træffere.

Lindberg fik dog også en mindre heldig hovedrolle i kampens slutning, da han blev præsenteret for et direkte rødt kort, da han kantede landsholdskollegaen Eggert.

Med sejren kommer Flensburg-Handewitt op på ni point for seks kampe i Champions League-gruppen. Hamburg har 10 point i toppen, mens Aalborg Håndbold indtager tredjepladsen med seks point for fem kampe.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV