Flere afghanske tolke får ophold i Danmark

Skrevet af admin

23/02/2015

Dagens topnyheder

Fem lokale tolke og yderligere to afghanere, der har været i dansk tjeneste i Afghanistan, har fået opholdstilladelse i Danmark, fordi de er truet i deres hjemland. Det skriver Forsvarsministeriet på dets hjemmeside.

Afghanerne får beskyttelse af Danmark, da de har arbejdet i frontlinjen for de danske styrker i Helmand i en periode på mindst 12 måneder efter 19. december 2012.

De fem afghanske tolke har fået dansk visum og opholdstilladelse og er kommet til Danmark, hvor deres asylansøgning vil blive behandlet. De var ansat under det britiske Labour Support Unit, mens de var i front for de danske styrker i Afghanistan.

De to øvrige lokale medarbejdere, der har fået visum og opholdstilladelse i Danmark, var ansat af Udenrigsministeriet i Afghanistan. De er kommet til Danmark og søger asyl her.

Der har været ophedede diskussioner om, hvorvidt afghanske tolke får den hjælp, de har brug for, og om Danmark burde droppe de individuelle vurderinger af afghanske tolkes sikkerhed og i stedet tilbyde asyl til alle afghanere, der har arbejdet for de danske styrker.

Efter at flere tolke, der har arbejdet for blandt andre de amerikanske styrker, er blevet dræbt på åben gade i Afghanistan af Taleban, har lande som Australien, Norge og New Zealand valgt at give alle eller mange af deres afghanske tolkemedarbejdere asyl.

I alt 103 sager er behandlet af den danske tværministerielle task force for tolke og andre lokalt ansatte i Afghanistan. Heraf er 43 ansøgninger blevet afvist.

Typisk har de øvrige ansøgere fået økonomisk støtte til at flytte med deres familier til et mere sikkert sted i Afghanistan, eller de har søgt ophold i Storbritannien, som formelt var arbejdsgiver for de afghanske tolke, mens de arbejdede for Danmark.

/ritzau/