Flere anholdt: Unge kaster sten mod bus i Aarhus

Uroen i det vestlige Aarhus brød onsdag atter ud, da aggressive unge skabte problemer og kastede sten mod en bus, og fem andre unge nogle timer senere satte ild til aviser og reklamer i en opgang.

Kort før klokken 14 blev to unge taget uden billet af kontrollørerne på buslinje 3A på Hasle Centervej.

Det var de ikke tilfredse med. De hidsede sig voldsomt op og opførte sig "meget opfarende og aggressivt overfor kontrollørerne", skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Under optrinnet truede de to unge blandt andet med at kaste sten efter busserne.

En halv times tid senere kørte de to samme unge igen med den samme buslinje - og igen uden billet.

Igen optrådte de meget aggressivt og denne gang kom flere lokale unge i biler dem til undsætning. Under de efterfølgende uroligheder blev der smidt sten efter en forbikørende bus.

Det lykkedes de tilkaldte politifolk at anholde en 17-årig dreng, der sigtes for trusler mod billetkontrollørerne.

Buslinje 3A, der kører mellem Aarhus Midtby og forstaden Tilst har været hårdt plaget af unge, der kaster sten mod busserne. For et par uger siden var problemet så stort, at Aarhus Sporveje i en periode omlagde busdriften.

Ved 16-tiden opdagede en politipatrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand, at fem unge var ved at tænde ild i nogle aviser og reklamer i en trappeopgang.

Det lykkedes patruljen at slukke ilden og sammen med en anden patrulje fik betjentene anholdt de fem unge, der er i alderen 15-17 år. De sigtes for brandstiftelse.

Alle de anholdte vil blive løsladt efter endt afhøring, oplyser politiet.

/ritzau/

Dagens Gossip