Flere anmeldelser: Onanist i sort bil hærger Aarhus

Skrevet af Jesper Larsen

01/07/2015

Dagens topnyheder

Østjyllands Politi leder efter en mand, der kører rundt i en sort VW Golf i Aarhus og onanerer foran kvinder. 

Politiet har de seneste to dage fået flere anmeldelser om blufærdighedskrænkelse, og de formoder, det er den samme mand, der står bag. 

Selvom han oftest er kørende i bil, formoder politiet, at han også krænker kvinder til fods. 

I går aftes fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 20-årig kvinde, der var blevet passeret af den sorte VW Golf ved Jyllands Allé, hvorefter bilen vendte om, så den havde front mod hende. 

Da hun nåede frem mod bilen, sad blotteren med bukserne trukket ned, mens han onanerede. 

Ved de andre episoder har manden hevet sit lem frem i Højbjerg-området, og oftest er det sket ved busstoppesteder, og i et enkelt tilfælde har han også befølt en kvinde. 

Han beskrives som:

Mand, mellemøstlig af udseende. 

25-30 år med et rundt ansigt

Kraftig til fedladen af bygning og kort sort hår. 

Han bar en sort t-shirt og mørke bukser. 

Taler engelsk, muligvis med hollandsk accent. 

Kører i en sort VW Golf. 

Oplysninger om manden kan gives til Østjyllands Politi på 114.