Flere babyer bliver født med små kranier i Brasilien

Skrevet af admin

02/03/2016

Dagens topnyheder

Stadig flere kvinder i Brasilien føder børn med små kranier.

Brasiliens sundhedsministerium bekræfter, at landet har haft 641 tilfælde af mikrocephali, som er en lidelse, der resulterer i små kranier hos nyfødte. Det er ti procent mere end bare for en uge siden.

Ud af de 641 tilfælde er 82 babyer født af mødre, der har zikavirusset. For bare to uger siden anslog man, at det var 41 babyer.

Siden virusset brød ud i oktober, er der 139 spædbørn, der er døde.

Myndighederne anslår, at størstedelen af babyerne med mikrocephali er blevet født før, mødrene blev syg af virusset. Lige nu er 4222 tilfælde ved at blive undersøgt.

Det er endnu ikke blevet fastlagt, at der er en forbindelse mellem zikavirusset og mikrocephali, som er defineret ved en hovedomkreds på 32 centimeter eller mindre. Men sundhedsministeriet i Brasilien mener, at der er en klar forbindelse.

Virusset bliver primært spredt via myg, men i flere lande, herunder Frankrig, er der blevet registreret seksuelt overført tilfælde.

Også Sundhedsstyrelsen i Danmark anbefaler, at mænd, der kommer hjem fra områder med udbrud af zikavirus, og som har en partner, der er gravid eller i risiko for at blive det, skal bruge kondom i 28 dage efter sin hjemkomst.

Derudover anbefaler de også, at manden bruger kondom i seks måneder efter at være kommet sig over en påvist infektion med zikavirus. Alle gravide eller kvinder, der påtænker at blive det, anbefales ikke at rejse til Syd- og Mellemamerika.

Zika er blevet opdaget i omkring 40 lande, men Brasilien er hårdest ramt.

Fra den 5. til 21. august bliver der afholdt sommer-OL i Rio de Janeiro, og risikoen har fået de amerikanske sundhedsmyndigheder til at fraråde gravide at tage dertil. Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO udgør zikavirusset dog ikke en trussel mod OL.

De har fremlagt en plan for, hvordan epidemien kan bremses. Organisationen mener, at der skal forskes mere i, hvordan virusset spreder sig, og at der skal sættes gang i en hurtigere udvikling af vacciner.

/ritzau/dpa