Flere boliglån opvejer rentepres på Jyske Banks regnskab

Skrevet af admin

28/04/2016

Dagens topnyheder

Mens de lave renter presser bundlinjen i Jyske Bank, så redder banken til gengæld penge hjem på flere boliglån i banken. Det oplyser Jyske Bank i forbindelse med bankens regnskab.

Bankens charmeoffensiv for at få flere boliglån virker tilsyneladende, og banken fortsatte med at øge boligudlånet i første kvartal.

- Netto renteindtægterne fra den fortsatte vækst i boligudlån opvejer delvist presset fra det lave renteniveau, faldende rentemarginaler drevet af den konkurrencemæssige situation og den begrænsede efterspørgsel efter traditionelle bankudlån, oplyser banken.

Jyske Bank kommer ud af første kvartal med et resultat før skat på 478 millioner kroner. I samme kvartal sidste år havde selskabet et overskud før skat på 502 millioner kroner.

Netto renteindtægterne udgør 1437 millioner kroner og er således på niveau med 1. kvartal 2015, hvor de udgjorde 1440 millioner kroner.

Jyske Bank havde efter første kvartal et realkreditudlån på 258 milliarder kroner 249 milliarder koner ultimo 2015.

Det samlede udlån steg til 411 milliarder kroner mod 396 milliarder kroner ultimo 2015.

De traditionelle bankudlån lå på omtrent samme niveau som i 2015 - 94 milliarder kroner nu mod 93 milliarder kroner i 2015.

- Jyske Bank har i 1. kvartal 2016 leveret et basisresultat på 623 millioner kroner. Resultatet er tilfredsstillende givet markedsbetingelserne, siger Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam.

- Salget af boliglån er fortsat i 1. kvartal og har per ultimo kvartalet og dags dato nået et niveau på henholdsvis 61,7 milliarder kroner og 63,3 milliarder kroner, tilføjer han.

Det er ottende kvartal, efter at banken fusionerede med BRF.

/ritzau/