Flere buspassager stukket med kniv i Tel Aviv

Under myldretiden onsdag morgen har en ukendt gerningsmand angrebet op mod ni personer med en kniv på en bus i storbyen Tel Aviv. Fem ofre betegnes indledningsvis som alvorligt såret, mens fire skal være lettere såret, oplyser israelsk politi.

Efter angrebet forsøgte manden at undslippe, men under flugten skød israelsk politi ham i benene. Han er nu bragt til forhør hos ordensmagten.

Knivstikkeriet bliver behandlet som en terrorhandling, oplyser talsmand fra israelsk politi Micky Rosenfeld på Twitter.

Politiet har øget sin patruljering i Tel Aviv efter angrebet mod bussen.

I november dræbte en palæstinensisk overfaldsmand en israelsk soldat under et knivstikkeri i netop Tel Aviv.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip