Flere byggegrunde sættes til salg i Vester Nebel

Salget af parcelhusgrunde i boligområdet Elkærholmparken i Vester Nebel er gået over al forventning siden området blev udstykket i 2012. Der er i det sidste halve år solgt 19 byggegrunde, og der er nu kun fem byggegrunde tilbage.

På grund af den store efterspørgsel i det naturskønne område har Kolding Kommune igangsat byggemodning af flere byggegrunde i den nordlige del af Elkærholmparken. Der vil allerede i august måned blive byggemodnet fire nye boligparceller.

Gode grunde til succesen

At grundene i Elkærholmparken er gået som varmt brød, skyldes formentlig, at de opfylder ejendomsmæglernes tre vigtigste salgsparametre: beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Området ligger på én gang centralt og samtidigt op til et smukt naturområde med udsigt til skov, Vester Nebel å og med stisystemer til skolen og byen.

En afgørende faktor har givetvis også været den korte afstand til institutioner og indkøb. Der er kun 1,5 kilometer til skole og børnehave, 7 kilometer til Kolding Storcenter og knap 10 kilometer til Kolding Bymidte.

De 4 nye byggegrunde bliver i størrelser på mellem 1.118 og 1.121 kvadratmeter

Alternative energikilder

Kolding er udnævnt som officiel Energi-by og er medlem af Green Cities, der gør en særlig indsats på energi- og klimaområdet. Derfor har Kommunen sat den målsætning, at også området Elkærholmparken skal leve op til at være "Energi-by."

Der er derfor ikke fremført kollektiv varmeforsyning til området, men i stedet lagt op til, at køberne selv kan vælge hvilken alternativ energi, de ønsker at gøre brug af. Det skal også ses i sammenhæng med de forbedrede isoleringskrav, der i dag stilles til nybyggeri.

Dagens Gossip