Flere danske kræftpatienter får behandling til tiden

De danske sygehuse er blevet hurtigere til at igangsætte behandlingen af kræftpatienter.

Det viser en rapport over de såkaldte forløbstider, som beskriver, hvor lang tid der går, fra at patienten forlader sin læge med en henvisning til sygehuset, til at kræftbehandlingen sættes ind.

Det viser nye tal fra Statens Serum Institut.

Rapporten fra tredje kvartal 2013 giver overordnet set et positivt indtryk af de danske forløbstider. På landsplan er 79 procent af forløbene udført inden for de anbefalede rammer. Sidste år lød tallet på 73 procent.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, udtrykker tilfredshed med det generelle billede.

- Den nye rapport viser fortsat, at sygehusene i langt de fleste tilfælde lever op til de faglige målsætninger for forløbstiderne på kræftområdet, siger Bent Hansen i en pressemeddelelse.

Også sundhedsminister Astrid Krag (SF) ser positivt på udviklingen hos behandlingsforløbene.

- Jeg er tilfreds med, at det går i den rigtige retning med kræftbehandlingen i regionerne. Det er vigtigt, at så mange patienter som muligt hurtigt får afklaret, om de har en kræftsygdom og kommer i behandling, hvis de er syge, siger hun.

Men hos Kræftens Bekæmpelse er direktør Leif Vestergaard Pedersen endnu ikke tilfreds med tallene.

- Man må som minimum forudsætte, at 90 procent af kræftpatienterne skal have behandling til tiden. Alt andet må anses som skuffende, siger Leif Vestergaard Pedersen i en pressemeddelelse.

- For det er kun vores erfaring, at patienter er meget opsatte på at få behandling til tiden. De udskyder ikke en kræftbehandling.

Han mener, at det er op til regionerne at gøre en ekstra indsats for at få hevet antallet af korrekte forløb op.

- Der skal sikres initiativer over for hospitaler og sygdomsområder, hvor der ikke sker en tilfredsstillende forbedring. Og der skal reageres omgående, når flere patienter kommer til at vente længere, siger han.

Den anbefalede forløbstid for kræftbehandling varierer alt efter hvilken kræftform, der er tale om. Ved brystkræft anbefales det eksempelvis, at der maksimalt går 27 dage, før behandlingen starter, mens prostatakræft har en standardforløbstid på 50 dage.

/ritzau/

Dagens Gossip