Flere danskere bor til leje

I løbet af de sidste ti år er andelen af danskere i lejeboliger steget med knap to procentpoint. I 2003 boede 38,5 procent af danskerne til leje, mens andelen sidste år var steget til 40 procent af befolkningen.

Det er især yngre og ældre danskere, der bor til leje. Det kan oversættes til, at det er de studerende og pensionisterne, der er blandt »kernebeboerne« i lejeboligerne.

Men når danskerne bliver gift og sætter børn i verden, er det ejerboligen, der bliver den foretrukne boligform. Næsten otte ud af ti husstande med ægtepar bor i ejerboliger. Det ændrer sig dog, når børnene er fløjet fra reden og tiden er moden til at nyde alderdommen. Der vælger mange at flytte tilbage i de mere uforpligtende lejeboliger.

Statistikken viser også, at flere kvinder end mænd bor til leje. Specielt enlige mødre og kvinder over 65 år er overrepræsenteret blandt beboere i lejeboliger.

Det er i og omkring de store uddannelsesbyer, der findes flest lejeboliger. I København er 82 procent af de beboede boliger lejeboliger. Lige omvendt forholder det sig i Stevns Kommune, hvor andelen af lejeboliger kun er 26 procent, det laveste i landet.

Tallene viser også, at beboerne i lejeboliger har mindre plads at boltre sig på end beboerne i ejerboliger.

Den gennemsnitlige lejebolig er 81 kvadratmeter, mens den gennemsnitlige ejerbolig med 141 kvadratmeter er hele 73 procent større. Det opvejes dog delvist af, at der bor lidt flere i ejerboligerne - 2,3 personer pr. ejerbolig mod i gennemsnit 1,8 personer i hver lejebolig.

Dagens Gossip