Flere danskere er millionærer målt i dollar

Skrevet af admin

13/08/2014

Mest læste i dag

Selv om vi er på vej ud af en finanskrise, så er der rent faktisk blevet flere danske millionærer målt i dollar. Nu har over en procent af danskerne værdier for mere end fem millioner kroner, viser Capgemini Sogetis og RBCs Wealth Managements årlige World Wealth Report.

På tærsklen ind til 2014 kunne 60.200 danskere pynte sig med titlen millionær målt i amerikanske dollar. Det er 16,4 procent flere end i 2012, hvor der var 51.700 dollarmillionærer.

Det er danskernes investeringer i aktier, der er årsag til de stigning i dollarmillionærer. Det vurderer Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank.

- Selvom krisen ikke er ovre endnu, har vi set en markant stigning på de danske aktiekurser i 2013. Det har gjort en del ekstra danskere til dollarmillionærer, da mange danskere netop har store aktieporteføljer i danske aktier, siger han til tallene.

Ifølge rapporten er det andet år i træk, hvor der har været en markant stigning i antallet af danske dollarmillionærer. I 2011 lød tallet på 45.600. Og antallet af danske dollarmillionærer stiger mere i Danmark end i resten af verden.

Globalt set kunne 13,73 millioner mennesker kalde sig millionærer i dollar i 2013, hvilket var 15 procent flere end i 2012.

- Det er en smule overraskende, at Danmark ligger over gennemsnittet i væksten af dollarmillionærer. Men aktiemarkedet i en række udviklingsøkonomier har klaret sig dårligt i 2013, og det kan være en del af forklaringen, siger Jacob Graven om rapporten.

Nordamerika er verdensdelen med det højeste antal dollarmillionærer med 4,3 millioner af slagsen. Fire millioner af dem bor i dollarens hjemland, USA.

Man er dollarmillionær, hvis ens nettoformue overstiger en million dollar. I nettoformuen er ikke medregnet friværdi i privatbolig, eventuelle samleobjekter og varige forbrugsgoder.

Det er kun formuen målt på værdi af kontanter, opsparing, værdipapirer, pensionsmidler og værdi af andre ejendomme minus gæld.

/ritzau/