Flere danskere går vinteren i møde uden hus og hjem

Skrevet af admin

05/11/2015

Dagens topnyheder

Der er en mindre stigning i antallet af danske boligejere, der må gå fra hus og hjem.

I oktober blev der bekendtgjort 317 tvangsauktioner mod 283 måneden før, hvilket svarer til en stigning på 12 procent ifølge Danmarks Statistik, som henter tallene i Statstidende.

Det er dermed det højeste niveau for tvangsauktioner siden april 2014, når der er korrigeret for normale sæsonudsving.

Antallet af konkurser har dog gennem de seneste år været højt som følge af den økonomiske krise, men krisen er aftagende, minder Steen Bocian, Danske Banks cheføkonom, om.

- Krisen er aftaget i styrke over de seneste år, og ikke overraskende er antallet af konkurser faldet som konsekvens af den økonomiske bedring.

- Når vi sammenligner med niveauet i 2013, hvor der var over 400 konkurser om måneden eller i 2010, hvor der var over 500 konkurser om måneden, så er det tydeligt, at der er tale om en klar bedring, siger han i en kommentar.

Det laveste antal tvangsauktioner siden statistikkens start i 1979 var i 2006 med et gennemsnit på 103 om måneden, mens det højeste var i 1990 med 1695 om måneden.

I 2015 ligger gennemsnittet indtil videre på 295 tvangsauktioner om måneden.

- Med udsigt til fortsat lave renter det kommende års tid og en forventning om, at det igangværende økonomiske opsving vil blive styrket, er der gode muligheder for, at vi kan se et mindre dyk i antallet af tvangsauktioner i 2016, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

På det regionale billede er der fortsat en betydelig overvægt af tvangsauktioner i Region Sjælland, hvor boligkrisen har ramt hårdest.

Over de seneste tre måneder har Region Sjælland stået for omtrent 30 procent af antallet af tvangsauktioner, hvilket antallet af boliger ikke berettiger til.

- Der er dog lys i mørket for det sjællandske boligmarked, og huspriserne har faktisk været pænt stigende gennem 2015, siger Christian Hilligsøe Heinig.

/ritzau/