Flere danskere giver livreddende førstehjælp

Skrevet af admin

16/10/2013

Dagens topnyheder

Chancen for at få hjælp, hvis man falder om på gaden med et hjertestop, er langt højere i dag end for ti år siden.

Det viser nye tal fra Dansk Hjertestopregister. I 2011 fik 58 procent af dem, der fik hjertestop uden for hospitalet, hjælp. Ti år tidligere var tallet tre gange mindre, nemlig 19 procent.

- Det er en markant udvikling. Når flere giver livreddende førstehjælp, kan det betyde, at flere overlever et hjertestop, siger en af forskerne bag undersøgelsen, Mads Wissenberg fra Gentofte Hospital.

For hvert minut, der går, inden man får førstehjælp, daler ens chance for at overleve med ti procent. Patienter, der får livreddende førstehjælp inden ambulancen når frem, har tre gange større chance for at overleve.

I 2001 overlevede fire procent af dem, der fik et hjertestop uden for hospitalet, mens tallet i 2011 var 10 procent. En lang række tiltag har forbedret behandlingen af hjertestop i perioden, fortæller Mads Wissenberg.

- Men stigningen i danskere, der yder livreddende førstehjælp, har helt klart også gjort en forskel, siger han.

Hvis endnu flere skal overleve i fremtiden, foreslår forskeren mere uddannelse og at sætte flere hjertestartere op, særlig på steder, hvor der er mange mennesker, og hvor det vil tage ambulancen lang tid at komme frem.

- De patienter, der får stød med en hjertestarter, har markant større chance for at overleve. Så vi skal have flere hjertestartere i brug, fortæller han.

I 2011 blev der givet stød med hjertestartere ved 2,5 procent af hjertestoppene. Mads Wissenberg vurderer dog, at det tal allerede i dag er højere, da der siden er blevet sat flere hjertestartere op, ligesom alarmcentralen nu har mulighed for at guide dem, der ringer ind, til den nærmeste hjertestarter.

/ritzau/