Flere danskere rammes af mareridtsbakterie

Skrevet af Christina Ledertoug

25/04/2016

Mest læste i dag

Det er ikke uden grund, at de amerikanske sundhedsmyndigheder har døbt CRE-bakterierne for 'mareridtsbakterie'.

For infektioner med CRE-bakterier er næsten umulige at behandle, fordi bakterien er resistent over for antibiotika. Det skriver mx.dk.

Forskning har vist, at patienter med alvorlige CRE-infektioner har en dødelighed på mellem 30 og 75 procent.

- Den er en af de mest bekymrende bakterier i verden. At kalde den for ‘mareridsbakterien’ er helt rimeligt, for den er vældig god til at sprede sig, og vi frygter den alle, da det er vores overlevelse, som er på spil - især blandt de syge på hospitalerne, siger professor og overlæge Henrik Torkil Westh til mx.dk.

Læs også: Læger slår alarm: Usynlig sygdom rammer Danmark

I Danmark er spredningen af CRE-bakterierne gået fra at befinde sig på stadie 1 til at være på stadie 4 ud af 5 i løbet af fem år. Det viser en ny risikovurdering fra EU.

- Antallet af CRE-bakterier i Danmark er helt klart i stigning, og det er også derfor, vi holder ekstra meget øje. Vi er ikke færdige med at opgøre tallene fra 2015, men vi regner med, at der vil være cirka 1.5 gang så mange tilfælde som i 2014, hvor vi fandt 55 resistente gener i 48 patienter, siger speciallæge i klinisk mikrobiologi fra Statens Serum Institut, Ute Wolff Sönksen til mx.dk.

På grund af stigningen har Statens Serum Institut nu igangsat iværksat en større indrapportering for landets hospitaler, da man håber på at kunne forebygge, at bakterierne spreder sig endnu mere.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: