Flere danskere savnes fortsat i Filippinerne

Antallet af savnede danskere i Filippinerne er nu på 23 efter weekendens voldsomme tyfon. Det oplyser kontorchef i Udenrigsministeriets borgerservice Søren Vøhtz.

Han understreger, at der er intet, der tyder på, at der skulle være danskere, der er kommet til skade efter den voldsomme naturkatastrofe.

- Der er ingen oplysninger om, at der er tilskadekomne eller omkomne danskere. Vi ønsker selvfølgelig at få det her afklaret så hurtigt så muligt, men infrastrukturen i landet er stærkt berørt, siger han til Ritzau.

Af de savnede er fem personer fra den såkaldte "danskerliste", som rejsende danskere kan tilmelde sig. Derudover savnes der 18 yderligere fra en anden liste, hvor pårørende har oplyst, at de ikke kan få kontakt med deres familiemedlemmer.

Tallene er dog behæftet med en vis usikkerhed, da nogle danskere glemmer at afmelde sig "danskerlisten" igen. Derudover kan det ske, at pårørende ringer til Borgerservice og udtrykker bekymring for en person, der slet ikke befinder sig i det berørte område.

Borgerservice har nu indledt et samarbejde med Rigspolitiet for at få styr på de sidste uklarheder omkring de danskere, der fortsat savnes.

- Rigspolitiet er vant til at lave efterforskninger og eftersøgninger, siger Søren Vøhtz og fortsætter:

- De har lang erfaring, og derfor kan de bidrage med at få skabt klarhed. Det kan være i kontakt med de pårørende i Danmark eller ved andre muligheder, de har for at søge information.

Derudover har man forstærket kontoret i hovedstaden Manila med tre mand, men der vil gå et stykke tid, før myndighederne har lokaliseret de savnede danskere, fortæller Søren Vøhtz.

- Erfaringen viser, at det tager flere dage, før kommunikationen kommer op at køre igen, men jeg tør slet ikke gisne om, hvor lang tid der vil gå, før der er skabt overblik, siger han.

Supertyfonen Haiyan skabte i weekenden fem meter høje bølger, som skyllede ind over den filippinske ø Leyte som en tsunami. Vandmasserne ødelagde næsten alt på deres vej ved kysterne på de centrale øer i Filippinerne.

Omkring 10.000 mennesker menes at være omkommet alene i provinsen Leyte.

/ritzau/

Dagens Gossip