Flere dræbt i kampe mellem Hizbollah og syriske oprørere i Libanon.

Det præcise antal af dræbte er endnu uvist. En sikkerhedskilde siger til Reuters, at 15 personer mistede livet i kampene, der fandt sted øst for Bekaa Dalen nær byen Baalbek. Til AFP siger en sikkerhedskilde, at mindst et medlem af Hizbollah mistede livet, mens flere oprørere blev dræbt.

Sammenstødet mellem de to grupper kom i kølvandet på en række raketter, der de seneste dage er sendt af sted mod Libanon fra syrisk territorium.

Kampene i Syrien har på det seneste spredt sig yderligere til nabolandet Libanon, hvor Hizbollah-bevægelsen står klar til at støtte præsident Bashar al-Assads styrker i de borgerkrigshærgede Syrien.

Bevægelsen har været særligt aktiv i kampen for den strategisk vigtige by Qusair i den centrale Homs-provins. Byen er en højborg for oprørerne, som regimet forsøger at generobre.

Hundredvis af syriske oprørsstyrker har sluttet sig til det indædte opgør i byen Qusair nær grænsen til Libanon, der er omdannet til en regulær krigszone.

Kampen om Qusair har stået på i to uger og drejer sig først og fremmest om forsyningsruter nær den syrisk-libanesiske grænse, som parterne beskylder hinanden for at udnytte til at ruste op.

Ved at erobre byen kan Assad desuden cementere regeringens kontrol over et stort bælte fra hovedstaden Damaskus til sin højborg ved middelhavskysten.

Dagens Gossip