Flere end 600 er nu døde efter bygningskollaps

Søndag steg dødstallet således til 622, efter 53 lig blev bjærget fra murbrokkerne af den otte etager høje bygning, der husede fem tekstilfabrikker, skriver AFP. Det er ventet, at redningsfolkene fortsat vil finde flere døde, som arbejdet fortsætter.

Ulykken er den værste industrikatastrofe i landets historie, og der var 3.000 tekstilarbejdere inde i bygningen, da den styrtede sammen om morgenen lokal tid.

Fabrikkerne leverede tøj til vestlige mærker som Mango, Benetton og Primark, og ulykken har skabt voldsom debat om forholdene for tekstilarbejderne i Bangladesh, der er verdens næststørste leverandør af tøj til Vesten, kun overgået af Kina. Næsten 60 procent af tøjet fra Bangladesh bliver ifølge AFP sendt til lande inden for EU.

Bygningens ejer, der ellers forsøgte at flygte til Indien efter ulykken, er sammen med fem fabriksejere blevet sigtet for at have forårsaget andre menneskers død på grund af svigt og overtrædelse af bygningslovgivning. Hvis de dømmes, risikerer de fængsel i op til syv år. I alt er ni mennesker blevet anholdt efter ulykken, da også flere ingeniører, der havde godkendt bygningskonstruktionen, er blevet tilbageholdt.

Fabriksbygningen begyndte at slå revner aftenen inden, den styrtede sammen, og politiet beordrede en evakuering af de 3.000 tekstilarbejdere. De blev dog hurtigt sendt tilbage i arbejde af deres overordnede, hvorefter bygningen altså styrtede sammen.

Tekstilindustrien, der overvejende beskæftiger kvinder, er en vigtig drivkraft i den bangladeshiske økonomi, men der er ringe styr på sikkerheden. Tilbage i november kostede en brand på en tekstilfabrik i landet således 111 mennesker livet.

Også den danske handels- og investeringsminister, Pia Olsen Dyhr (SF) har opfordret til, at danske tekstilvirksomheder tager mere ansvar for, at deres varer bliver fremstillet under sikre forhold.

Dagens Gossip