Flere end fire millioner valgkort er på vej med posten

Skrevet af admin

23/11/2015

Dagens topnyheder

Nu kommer valgkortene til folkeafstemningen om EU-retsforbeholdet med posten.

Det oplyser Post Danmark i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om i alt 4,1 millioner danskere, der 3. december er berettiget til at deltage i folkeafstemningen.

- Omdelingen af de mange millioner valgkort er en stor og vigtig samfundsopgave, som vores postbude sætter en stor ære i at være med til at løse, siger Martin von Horsten, chef for produktion i Post Danmark.

- Vi står over for nogle travle dage, men glæder os til at komme i gang, så danskerne kan sætte deres kryds 3. december, tilføjer han.

Martin von Horsten oplyser, at de over fire millioner valgkort tilsammen vejer omkring 18 ton.

Senest fem dage før folkeafstemningen skal borgerne have modtaget deres valgkort.

Men er det ikke sket, kan man henvende sig til Borgerservice i sin kommune, og det gælder også, hvis man har mistet det, oplyser Post Danmark.

/ritzau/