Flere end nogensinde fløj fra København i juli

Skrevet af admin

12/08/2015

Mest læste i dag

Der var travlt i Københavns Lufthavn i juli, hvor det blandede sommervejr gav ekstra køer ved check in-skrankerne, fordi mange danskere søgte sydpå i jagten på solskin.

I alt passerede 2.727.691 rejsende lufthavnen i løbet af måneden, og det er rekord.

- Det er første gang i vores 90-årige historie, at vi kom over 2,7 millioner passagerer på én måned, og som tallene viser, var det både de europæiske og interkontinentale ruter, der trak de solhungrende danskere udenlands, siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør i Københavns Lufthavne.

Stigningen i forhold til juli sidste år udgør mere end 130.000 passagerer eller 5,1 procent.

London er fortsat den mest besøgte destination, og i alt var der 205.574, der fløj fra København til den britiske hovedstad i juli. Det svarer til en fremgang på 15,7 procent.

Blandt de øvrige destinationer i top-10 er det kun Helsinki, der blev besøgt af færre passagerer end i juli sidste år.

Alt i alt har mere end 15 millioner passagerer rejst via Københavns Lufthavn i år til dato, og det er en stigning på 0,8 procent.

Københavns Lufthavne A/S præsenterede tirsdag et halvårsregnskab, hvor resultatet før skat endte på 619 millioner kroner.

/ritzau/