Flere fik et arbejde i 2015

Skrevet af admin

17/02/2016

Dagens topnyheder

Det går bedre med beskæftigelsen i Danmark.

Antallet af beskæftigede er steget, og ledigheden er faldet, viser tal fra Danmarks Statistik, som netop har offentliggjort tal for arbejdskraftundersøgelsen (AKU) for 4. kvartal 2015.

- Det ser rigtig godt ud. At vi skulle være ved at tabe pusten, tyder de her tal ikke på, siger Lars Andersen, direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Sidste år steg beskæftigelsen fra tredje til fjerde kvartal med 28.000 personer, hvilket er en markant stigning. Faktisk har beskæftigelsen ikke været højere siden tredje kvartal 2009.

Det vil sige, at der i slutningen af 2015 var 2.702.000 personer i arbejde i alderen 15-64 år. Det svarer til 73,8 procent af befolkningen i den aldersgruppe og er en stigning på 0,9 procent.

I samme periode er ledighedsprocenten faldet med 0,6 procent.

Det kan betyde, at der reelt er mere gang i væksten, end væksttallene fortæller, vurderer Lars Andersen.

- Det er i hvert fald underligt, at virksomheder ansætter mere arbejdskraft, hvis der ikke er fremgang i produktionen, siger han.

De nye beskæftigelsestal er også en god nyhed for parterne i de trepartsforhandlinger, som blev skudt i gang torsdag.

Et af regeringens erklærede mål er at få flere nytilkomne flygtninge ud på arbejdsmarkedet.

- Det er et godt tegn, at der er jobåbninger, for det gør det alt andet lige lettere, siger Lars Andersen.

Mads Lundby Hansen, cheføkonom fra den liberale tænketank Cepos, vurderer, at tendensen de kommende år vil være fortsat stigende beskæftigelse.

- I det perspektiv er det vigtigt, at man undgår en mangel på arbejdskraft, som man så det i 00'erne, siger han.

- Derfor bør trepartsforhandlingerne medføre reformer, der øger arbejdsudbuddet markant. Det bør være på integrationsområdet, hvor mange flygtninge kan komme i job.

/ritzau/