Flere fimaer belåner fakturaer i pengejagt

Danske virksomheder belåner i højere og højere grad værdien af deres fakturaer for at skaffe penge, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Markedet er vokset fra 44,2 mia. kr. for 10 år siden til 65,7 mia. kr. sidste år.

- Vi har haft en stor vækst de senere år. Det er især de lidt større produktions-, handels- og vikarvirksomheder, der belåner deres fakturaer, siger Niels Olsen, factoringchef hos finansieringsselskabet AL Finans, til Jyllands-Posten.

At flere virksomheder belåner deres fakturaer, hænger ifølge erhvervsorganisationen DI sammen med, at bankdirektørerne sidder tungere på låget til pengekassen. Det kan være problematisk, når der ofte går op mod 60 dage, fra fakturaen er sendt af sted, til pengene går ind på virksomhedens konto.

Siden finanskrisen har mange virksomheder oplevet, at der er lukket for kassekreditter, eller at kreditten begrænses med kort varsel.

Når man ikke har adgang til finansiering i banken, er man nødt til at se, hvor man ellers kan få det, siger Nikolaj Pilgaard, konsulent i DI, til Jyllands-Posten.

Udviklingen bekymrer Dansk Erhverv.

Det er en sidste udvej og et symptom på flere år med kreditklemme. Der opstår nye måder at prøve at tilvejebringe likviditet på, hvor man ikke får det fulde udbytte af sin faktura, siger Bo Sandberg, erhvervsøkonomisk chef, Dansk Erhverv, til Jyllands-Posten.

 

Dagens Gossip