Flere firmaer må dreje nøglen om

Det var en enlig svale, da januar bød på et overraskende lavt antal konkurser. Efter en god begyndelse på 2013 steg antallet af konkurser igen i februar, hvor der i år var 491 konkurser - svarende til 8,6 procent flere end i februar 2012.

Samlet for årets første to måneder har der dog været et lille fald i konkursantallet på tre procent, set i forhold til sidste år. Det viser en opgørelse fra analysefirmaet Experian i samarbejde med Dansk Erhverv.

Det er især i Sydjylland og Bornholm, der er forhøjet konkursrisiko for tiden.

Cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Erhverv vurderer, at der er en latent og betydelig konkursrisiko i mange dele af erhvervslivet:

- Hjemmemarkedet har fortsat vanskeligt ved at få fodfæste og er ikke parat til at tage over fra eksporten som vækstmotor, siger han.

Overnatning og Restauration oplevede i februar 37 konkurser mod 24 i samme måned sidste år og er dermed blandt månedens hårdest ramte brancher. Men set som gennemsnit over en 12 måneders periode er der tale om status quo med marginalt færre konkurser.

I Sydjylland er der over de seneste 12 måneder omkring 10 procent flere konkurser end det foregående år.

- Det mærkes blandt industriens underleverandører, at tysk økonomi havde et hårdt 2012. Samtidig presses den sydjyske detailhandel voldsomt af en grænsehandel, der har været stigende under krisen, siger cheføkonom Bo Sandberg.

/ritzau/

 

Dagens Gossip