Flere forældre har fravalgt SFO'en efter skolereformen

Skrevet af admin

09/08/2015

Dagens topnyheder

Nye skoletasker og skoleskemaer står klar inden endnu et skoleår starter mandag.

Men når timerne i klasseværelset slutter, vil færre børn end tidligere fortsætte dagen i en SFO eller en fritidsordning, viser en kortlægning, som Bureau 2000 har lavet for FOA.

Beregningerne er lavet ud fra maj-tal fra Danmarks Statistik, der viser, at over 10.000 færre børn var i SFO eller i fritidsordningen i efteråret 2014 sammenlignet med efteråret 2013.

Korrigerer man for udviklingen i børnetallet, betydet det, at efterspørgslen er faldet med 7,6 procent fra efteråret 2013 til efteråret 2014.

- Med skolereformen og de lange skoledage er børnene i SFO'en i markant færre timer. De er trætte efter en lang skoledag, og det påvirker naturligvis de muligheder, som SFO’erne har til at lave et godt fritidstilbud.

- Derfor ser vi i stigende grad, at forældrene fravælger SFO’en for de ældste af børnene, siger Birgitte Rasmussen, der er næstformand for FOA's pædagogiske sektor, i en pressemeddelelse.

Mens børnenes opholdstid er blevet næsten halveret i fritidsordningerne på grund af de længere skoledage, viser FOA's opgørelse, at det samme ikke gælder for priserne på pasningsordningerne.

Forældrebetalingen er i gennemsnit faldet med cirka ti procent i faste priser fra januar 2014 til januar 2015, og det tror FOA også er en del af forklaringen på, at flere har meldt deres børn ud af SFO eller fritidsordning.

En udvikling, som de er bange for, kan blive socialt skævvridende, da FOA mener, at prisfaldet burde have været større.

- Mange steder er SFO'erne et sted, hvor børn tilbydes fritidsaktiviteter, og hvor venskaber udvikles på tværs af alder og klassetrin efter skoletid.

- Vi risikerer derfor en udvikling, hvor børn af forældre, der har dårligt råd, ikke får de samme muligheder for fritidsaktiviteter og venskaber, som børn af forældre, der har råd, siger Birgitte Rasmussen.

/ritzau/