Flere franske piger end drenge slutter sig til IS

Skrevet af admin

11/03/2016

Mest læste i dag

I Frankrig gør flere teenagepiger end teenagedrenge tanke til handling, når de bliver tiltrukket af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

Ifølge en højtstående embedsmand i den franske antiterror-enhed slutter flere unge piger end drenge sig nu til gruppen.

- Blandt mindreårige er piger overrepræsenteret svarende til 55 procent, siger embedsmanden, der udtaler sig anonymt til nyhedsbureauet AFP.

Andelen omfatter piger, der er interesseret i at tage rejsen eller allerede er taget af sted, forklarer kilden.

Pigerne slutter sig til gruppen for at kæmpe, ikke for at blive gift med en IS-kriger og kalde sig "jihad-brud", lyder det fra sociologen Farhad Khosrokhavar, der har interviewet mange radikaliserede franske teenagere af begge køn.

- Førhen var vold nærmest udelukkende et mandligt fænomen, men denne generation har en anden tilgang til det, siger Khosrokhavar til AFP.

- Jeg har talt med mange, der siger, at deres ideal er "at blive Kouachi". De vil ikke være hans hustru eller kæreste, de drømmer om at blive som ham, siger sociologen videre med henvisning til Kouachi-brødrene, der angreb satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris sidste år.

Dog ender mange pigers skæbne netop med at være brud til gruppens islamister, vurderer Farhad Khosrokhavar.

Den britiske forsker Erin Marie Saltman, der har skrevet en bog om kvinders rolle i Islamisk Stat, siger, at mange kvinder også bliver tiltrukket af et humanitært budskab, når de bliver rekrutteret til krigsområderne.

- Det ville være forkert at anse disse kvinder for kun at være jihad-brude. Deres bevæggrunde for at tage af sted er meget forskellige, siger Saltman.

Ifølge forskeren tror mange af pigerne på, at den muslimske befolkning bliver forfulgt, og at de ved at slutte sig til bevægelsen bliver en del af arbejdet for at "skabe tryghed og en fremtid for muslimer verden over".

/ritzau/AFP