Flere hjertepatienter får hurtigere diagnose

Et stigende antal hjertepatienter kommer til en ekkokardiografi, som er en forundersøgelse af hjertet, før udredningsgarantien er udløbet. Den skal sikre, at alle patienter får en diagnose inden for fire uger og trådte i kraft 1. september 2013.

- Det er en fantastisk gunstig udvikling, men det er ikke rimeligt, at regionerne stadig bryder loven om udredningsgaranti, for det kan koste menneskeliv, siger overlæge på Hvidovre Hospitals Hjerteafdeling og forskningschef i Hjerteforeningen Gorm Boje Jensen til Søndagsavisen.

En stikprøve fra to sammenlignelige uger i 2013 og 2014 viser, at 574 patienter i et såkaldt hjertepakkeforløb stod for lang tid på venteliste i 2013, mens det var faldet til 284 i 2014. Hjertepakkeforløb giver en forlomme til hjertepatienter, der har en af de fire alvorligste hjertesygdomme såsom hjertesvigt.

I samme periode faldt antallet af patienter, der ikke var i pakkeforløb, fra 3.079 til 1.269. Det glæder formand for Danske Regioner Bent Hansen.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med, at regionerne har oprustet i det omfang på bare et års tid, så vi nærmer os målene for at opfylde udredningsgarantien, siger han.

Men ventetiderne på at komme til en forundersøgelse af hjertesygdomme kan variere fra en uge og helt op til 60 uger afhængigt af, hvilket hospital og hvilken region en patient er tilknyttet. Og det skubber de patienter, der ikke er i pakkeforløb nedad ventelisten.

Det frie sygehusvalg sikrer, at patienterne kan komme til undersøgelse på et andet hospital med kortere ventetid, men det er meget svært for patienterne at gennemskue, mener formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen.

- De skal selv ligge og ringe rundt til sygehuse og rejse over meget lange afstande. Det kan være svært for den store gruppe af ældre patienter med hjertesygdomme. Derfor bør regionerne forpligtes til at hjælpe dem, siger han.

Her vil regionerne også stramme op, lover Bent Hansen.

- Vi har lige aftalt med sundhedsministeren, at ens lokale sygehus skal oplyse patienten om, hvilke andre sygehuse man kan komme hen til med kortere ventetid og give hjælp til at komme derhen.

Dagens Gossip

Dagens TV