Flere huer udløser kæmpe bonus til rektorer

Jo flere unge et gymnasium får placeret en studenterhue på hovedet af, des mere kan gymnasiets rektor hæve i løn.

Nye retningslinjer giver nemlig mulighed for resultatløn på gymnasier, hvor frafaldet er lavt, og flere elever får en studentereksamen, skriver Jyllands-Posten.

Det kan give en rektor op til 80.000 ekstra om året i løn, men den ekstra pose penge er et skidt signal, siger formanden for rektorerne, Jens Boe Nielsen.

- Vi risikerer at blive skudt forkerte motiver i skoene. Der bør ikke være et incitament til, at vi i teorien kunne presse lærerne til at få flere elever igennem, så vi selv kan få mere i løn, siger han til Jyllands-Posten.

De nye regler stammer fra Ministeriet for Børn og Undervisning, og her lægger man vægt på, at resultatlønnen kun er en mulighed ud af flere.

I sidste ende er det skolens bestyrelse, der afgør, om man vil benytte sig af den, siger afdelingschef Per Hansen.

- Vi har peget et par områder ud, som vi synes er vigtige - og der står jo ikke noget om, at rektor skal have en bonus, hvis der intet frafald er.

- Nej, det handler om en målrettet indsats mod frafald, og vi går ud fra, at bestyrelsen bruger ordningen fornuftigt, siger han til avisen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV