Flere ikke-parate kontanthjælpsmodtagere

Der er blevet markant flere kontanthjælpsmodtagere, der ikke er parate til at kunne bestride et almindeligt arbejde de seneste fem år.

Mens der trods finanskrisen kun er kommet 15.000 flere af de såkaldt arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, er der kommet hele 35.000 flere, der ikke er klar til at tage en tørn på arbejdsmarkedet.

Og det undrer eksperterne, skriver dagbladet Børsen.

- Et økonomisk tilbageslag burde ikke give flere, der af fysiske eller psykiske grunde ikke kan tage et arbejde.

- Det kan være, fordi kommunerne får lempet nogle personer over i en kategori, de ikke burde være i, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til Børsen.

Kommunerne kan ifølge eksperterne have en interesse i at placere kontanthjælpsmodtagerne i de tungere kategorier, fordi det fritager dem for at skulle aktivere borgerne.

Men Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), der er formand for arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalget i Kommunernes Landsforening, afviser kritikken.

- Kommunerne har jo ikke noget vundet ved, at der er mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, siger han til Ritzau.

Jacob Bundsgaard mener ikke, at anklagerne om, at kommunerne fejlplacerer borgerne for at spare på aktivering, er dokumenteret. Men KL har ikke tænkt sig at undersøge nærmere, hvorfor der er kommet så mange flere svage kontanthjælpsmodtagere.

Ifølge Jacob Bundsgaard er der nemlig allerede gode forklaringer på udviklingen, selvom flere økonomer altså undrer sig over tallene.

- Der tilkendes ikke længere ret mange førtidspensioner. Der taler vi om nogen af de samme personer. Det betyder også noget, at der er hård konkurrence om jobbene, og dermed risikerer vi, at der er nogen, der bliver marginaliseret, siger han.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger til Børsen, at problemet med de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere bliver et af de vigtige fokuspunkter i den kommende kontanthjælpsreform.

Dansk Arbejdsgiverforening mener ifølge avisen, at kommunerne skal have en stærkere økonomisk tilskyndelse til at bringe de ledige så tæt på arbejdsmarkedet som muligt.

Jacob Bundsgaard bifalder, at systemet bliver set efter i sømmene. Men han mener ikke, at der er behov for at ændre på økonomien for kommunerne.

- De økonomiske incitamenter er i orden, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip