Flere indvandrerbørn lever i fattigdom

Ifølge de seneste tal var 6.800 børn af indvandrere eller efterkommere i 2011 fattige. Til sammenligning var kun 5.200 danske børn fattige.

Det fremgår af et nyt notat fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som viser, at fattigdommen blandt børn var stigende op igennem 00erne, og at den i særdeleshed har fået tag i indvandrerbørnene. Således var hver syvende fattig i Danmark i 2011 barn af en indvandrer eller en efterkommer.

AE har anvendt den nye fattigdomsgrænse, der blandt andet kræver, at man er fattig tre år i træk, til beregningerne.

Formanden for Børnerådet, Per Larsen, er fortørnet over situationen.

»Det er ganske forfærdeligt, at vi har så mange fattige børn af indvandrere og efterkommere, når vi sammenligner med danske fattige. Det er nogle tal, der bør give anledning til dyb overvejelse rundt omkring. Det her, det kan vi sgu ikke være bekendt,« siger Per Larsen til Ugebrevet A4.

At indvandrerbørnene dominerer fattigdomsgruppen er et relativt nyt fænomen. I 2001 var gruppen af fattige danske børn tre gange så stor som gruppen med fattige indvandrerbørn.

Men i 2006 tippede balancen, og der blev flere fattige børn med indvandrerbaggrund end danske. Situationen er paradoksal, fordi gruppen af indvandrere og efterkommere i Danmark kun udgør lidt over en tiendedel af den samlede befolkning.

Flere eksperter peger på, at det blandt andet skyldes indførslen af de såkaldte fattigdomsydelser, der især ramte mennesker med flygtninge- og indvandrerbaggrund.

BNB

Dagens Gossip